2021 har været et meget omskifteligt år, og måske er det derfor, det har føltes så langt. Forhåbentlig bliver 2022 kortere.
Jeg samlede affald på en strand på en iskold februardag. Jeg købte en brugt kontorstol, som jeg lærte mig selv at reparere. Jeg fik en diskusprotrusion, der plagede mig i to måneder. Jeg købte en hæve/sænke-klap til mit Ikea-skrivebord. Jeg og mine gode kolleger og venner i Amnesty International var med til at afholde demonstrationer til støtte for vores syriske medborgere, der er truet af udvisning. På min vanddæmpede romaskine har jeg tilbagelagt mindst 3000 kilometer, men jeg har ikke været langt hjemmefra. Længst væk fra hjemmet kom jeg med mit nye arbejde på Københavns Universitet. Jeg håber at jeg kan komme derover igen i 2022 og cykle rundt i midtbyen igen. Der var også en masse online-møder. En overgang i efteråret gled pandemien for en stund i baggrunden. Der er den bestemt ikke mere. Men mens pandemien ikke lå allerforrest i tankerne, prøvede jeg igen at undervise på en måde, jeg ikke havde prøvet i halvandet år. Det havde jeg savnet.
Jeg blev vaccineret i alt tre gange. 0,3 milligram væske bør ikke være noget at snakke om. Hvis det kan hjælpe (og det kan det), gør jeg det gerne.
Pandemien og det, der er sket i løbet af den, har lært mig (og mange andre) at forventningens glæde ikke er virkelig, og jeg forventer mig efterhånden slet ingen ting. Sådan undgår jeg at blive skuffet. Jeg har billet til en koncert i København den 17. marts 2022; det er en opførelse af Mahlers 2. symfoni i DRs koncertsal. Jeg håber at jeg kan komme af sted, men indtil jeg sidder i salen og hører de første toner af 1. sats, vil jeg desværre ikke forvente mig noget.
